Tak til alle, der ville være med i lodtrækningen! Frederikke (yngstebarnet i skovløberhuset) har netop ageret lykkens gudinde og udtrak: 

Kirstine, der har bloggen Plantesmiletsom vinder af min lille januar-konkurrence

Kirstine, send mig din adresse, så er der chili-frø og hyggelig læsning på vej. 

Med et foto skudt denne smukke frostklare morgen ønsker jeg GOD SØNDAG, kære læser.




Vild hestemynte Monarda fistulosa i køkkenhaven her til morgen. 

Planten er et pur af vidunderlige lysviolette blomster om sommeren. Om vinteren kan man nyde synet af hestemyntens dekorative frøstande. Vild hestemynte er nem at dyrke, den hører til de trofaste stauder, men har tendens til meldug, hvis den mangler vand. Plant i næringsrig jord, hvor der ikke er alt for tørt. 


Indianerne krydrede kød med blade fra vild hestemynte og brugte den som lægeplante. Vild hestemynte er god mod forkølelse, hovedpine, feber og ondt i halsen, og det er oplagt at brygge en god urtete på plantens unge skud og blade. 

Bladene kan bruges både friske og tørrede. Smagen kan sammenlignes med bergamotte; den æteriske olie fra citrusfrugten bergamotorange Citrus bergamia, som krydrer Earl Grey. Man kan også bruge vild hestemynte i bønneretter, det giver en god smag og fremmer fordøjelsen.

Tip
Ved plantevalg er det også vigtigt at tænke på vækstens udtryk om vinteren. Det er nemt at formere vild hestemynte fra frø. 


TEKST OG FOTO: BIRGITTE HASHOLT

Tekst og billeder er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.


Januar er årshjulets spæde begyndelse, alligevel er måneden mestendels grå som en olding. Blæser det, er kontrasten stor i forhold til længslen efter varme og mindre mørke tider, men de få minutters lys, der samles op i løbet af en uge, kan få det til at krible i fingrene efter at lægge frø i jorden.

Med stort set det hele er havestart for tidligt. Det kan ikke betale sig at være ude med riven eller spirekasserne, før vejrliget og dagslængden i virkeligheden er til det. Det er lært via erfaring – en masse arbejde tangerende besvær uden bedre afkast. Sår man samme afgrøde på kanten af det tidlige og den samme afgrøde rettidigt, kan man med forbløffelse se sidstnævnte planter indhente de første, hvorved intet var vundet. Til gengæld er det gryende år godt til havedrømme næret af gennempløjning af havebøger og frøkataloger. På den måde kan ledige stunder bruges til planlægning med fokus på de planter, man har sprudlende lyst til at dyrke. 




Det gælder grøntsager over en bred kam, at de er spændende i forskellige udgaver, men to familier er særlig mangfoldige, kulørte og kraftfulde nemlig chili og tomat, og chili er undtagelsen, der bekræfter reglen. Når vinden suser og chill-effekten udenfor gør livet i haven bidende koldt, er tiden inde til de små stærke i vindueskarmen.

Chili sår man om vinteren ved nytårstid i januar eller senest i februar. Planterne har en lang udviklingstid - høst af modne frugter kan først forventes i juli, og nogle sorter er ikke høstklar før sensommer, eller når efteråret banker på. Sår man chili for sent, vil visse sorter slet ikke nå at modne.

Hede historiske rødder
Chiliplanten  Capsicum stammer fra Central- og Sydamerika, hvorfra den kom til Spanien i slutningen af 1400-tallet. Det er nødvendigt at dyrke chili i varme for at få planterne til at lykkes. Så frøene i små potter med så- og priklemuld. Frøene skal kun dækkes af et ganske tyndt lag jord og sæt gerne de tilsåede potter i et minidrivhus med plastiklåg. Plastiklåget holder på fugtigheden og varmen. Vær opmærksom på, at spiretemperaturen for chilifrø ligger på 21 til 30 grader.

Ud over, at chili kræver høj spiretemperatur, bryder frøene bedst, hvis de står mørkt. For at undgå meget ranglede planter, skal de flyttes til et køligere sted, så snart frøene er spiret. Samtidig sørges for så meget lys som muligt til småplanterne, og de skal ikke længere være dækket af plastik. Efterhånden, som planterne vokser, pottes om efter behov. I løbet af maj, når det er varmt i drivhuset, og der ikke længere er fare for frost, kan chilierne plantes i de blivende potter og sættes i drivhuset. Det er også en mulighed at plante chili ud i drivhusbedet, når jordtemperaturen er minimum 14 grader.

Man kan dyrke ekstreme chili-sorter med flammende styrke, men jeg synes, de mellemstærke eller milde slags er dem, man kommer til at holde mest af og dermed bruger flittigt. Det overraskende ved chili er en yderst kompleks smag ofte med lækre frugtagtige noter. Sidst, men ikke mindst er chiliplanten smuk og yderig, og den findes i et væld af sorter, man aldrig bliver træt af at udforske.

Husk, at du kan høste dine egne chilifrø, og du kan bytte med andre. Du vil formentlig opleve, at frø af egen avl er meget vitale. Chilifrø holder sig spiredygtige i cirka tre år, hvis de opbevares tørt, mørkt og køligt.

Tip
Chili forkultiveres før, der er nok naturligt dagslys til planterne. I adskillige år har jeg fået fine chilier alligevel, men i år forsøger jeg mig med tilskudslys - såkaldt vækstlys i form af et LED-lysstofrør, som hjælper til tætte grønne planter. Der findes forskellige typer vækstlys, mit er fra Impecta, du kan se det her.





Chiliplanten med frugter i flere farver alt efter modenhed er et stemningsfuldt festfyrværkeri. Jeg dyrkede denne chili sidste år, frøet skulle være `Habanero Natal´, men jeg tvivler. Heldigvis er det nemt at høste sine egne frø og dermed få samme sort igen. Måske har du et bud på sorten? Ellers hælder jeg til at kalde afkommet af den usædvanlige chili `Skovløberhusets tricolore´. Og hold ved! I sidste del af dette indlæg, bliver du præsenteret for muligheden, hvis du kunne brænde for at dyrke chili-skønheden, som tilmed er en særdeles yderig plante med virkelig velsmagende frugter i mellemstyrke-området. De modne røde chilier er lækre friske, men de er også nemme at tørre eller sylte, og sådan nyder vi dem her i huset i de kolde vintermåneder. Syltede chilier er vidunderlige, som de er, men jeg har også fyldt de syltede frugter med flødeost og serveret dem til tapas.


Syltede chilifrugter

I slutningen af november blev de sidste modne chilier høstet i drivhuset. For at være velforsynet med chili året rundt, bliver en god del af høsten tørret eller syltet. Begge dele giver fantastiske muligheder for smag i maden. Når man sylter chili, har man ud over de lækre syltede frugter vidunderlig velsmag i lagen. Brug den som smagssætter i sovs, gryderetter og dressing. Mængden af lage i opskriften er vejledende - hvor meget, der skal bruges, beror på en vurdering af, hvad der skal til for at dække mængden af chili i glasset, så frugterne kan holde sig. Til denne opskrift bruger jeg  mellemstærke chilier - det kan udmærket være forskellige sorter, man sylter samtidig. Skal stærke chilier håndteres, er det en god idé at tage tynde latexhandker på, så stoffet capsaicin i chilifrugterne ikke efterlader en smertelig brændende fornemmelse på huden.

Cirka 140 g friske chilier

Lage
3 dl hvid balsamicoeddike
1 dl vand
2 spsk. sukker
½ tsk. fint havsalt

Gør chilierne i stand ved at skylle dem i koldt vand og skære toppen med stilk af – fjern også frøstolen, hvorpå frøene sidder. Bland ingredienserne til lagen i en lille gryde. Kog lagen op. Når sukker og salt er smeltet, hældes de istandgjorte chilier i lagen. Giv chilierne et kort opkog. Læg chilierne i et steriliseret glas (skoldet og skyllet i vodka). Kog lagen op igen og hæld den varme lage over chilierne og luk glasset til med det samme.


INSPIRATION

Det er chilisånings-tid, men ellers må vi tøjle utålmodigheden. Til gengæld er senvinteren som skabt til hyggelig inspiration. Min absolutte yndlingsbog for tiden er den britiske designer Jasper Conrans: `Country´. Et afsindig flot og stemningsfuldt værk med mennesker, husdyr, dyrkning af jorden og indretning af skønne steder - alt fanget over et år i smukke landlige omgivelser. Hvordan opnår vi drømmen? Uden at være for glansbilledagtig udmærker bogen sig ved at fange både det rå og det fine.







GIVEAWAY

Trænger du til lidt engelsk inspiration i vintermørket, er der landet et ekstra `Country Living´ magasin i min postkasse (januar-nummeret 2016), og det skal afsted sammen med frø af den virkelig smukke og velsmagende chili-sort med frugter i flere farver præsenteret i dette blogindlæg. 

Måtte du have lyst til, at postbudet på en kold januardag bringer CHILI-FRØ & `COUNTRY LIVING´ TIL DIG da lad mig vide, at du ønsker at være med i lodtrækningen. Skriv i kommentaren her på bloggen eller i kommentaren på min Facebook-side. Sidstnævnte finder du her. Konkurrence-chancen udløber lørdag d. 16. januar 2016.  Jeg trækker lod og offentliggør resultatet, inden ugen er omme.






TEKST OG FOTO: BIRGITTE HASHOLT

Dele af dette blogindlæg er baseret på min ugentlige klumme i LIVSSTIL/ Jydske Vestkysten, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Horsens Folkeblad, Fredericia Dagblad og Vejle Amts Folkeblad.

Tekst og billeder er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.







Leveret af Blogger.