Den forgangne weekend bød på sol og regn og passende aktiviteter dertil. På en regnvejrsdag er det godt at gå på museum, og da det efterhånden er et par år siden, vi sidst besøgte Johannes Larsen Museet, måtte indtrykket opfriskes. 

Fynbomaleren Johannes Larsen havde sit kunstneriske virke i et pragtfuldt inspirerende hus i Kerteminde. Hele stedet emmer af kærlighed til det smukke - i særdeleshed naturen, og sidstnævnte var kunstnerens yndlingsmotiv. Billeder af dyr - levende i vigør og døde i "Nature morte" -  pryder museets vægge, og sarte akvareller på gulnet papir skildrer eventyr som HC Andersens: `Den grimme ælling´.




                                                       Kan du lægge æg? Spurgte hun.


Hjemme i haven er havebønne Phaseolus vulgaris en vigtig afgrøde, som høstes lige nu, hvilket tørvejrsdagen kunne bruges til. Bønner er ukomplicerede at dyrke, og man har uden store anstrengelser nok til både frisk brug og fryseren.



                    Gule voksbønner er en delikatesse, og et stativ med dem giver et godt afkast. 


Man kan dyrke lave, buskede bønner med en højde på op til 45 centimeter eller klatrende stangbønner, som når en højde på op til 3 meter. Sidstnævnte er mine foretrukne, idet stangbønner sparer plads i køkkenhaven, er dekorative, og de er nemme at gå til, når der skal plukkes. Høsttiden er også mere langsstrakt, når det gælder stangbønner fremfor buskbønner. Plukker man flittigt, kan der høstes længe af bønnerne på et stangsbønnestativ.

Havebønner sår man i juni. Jeg forkultiverer bønnerne i drivhuset, og jeg anvender tørvepotter af den lidt større slags, fordi bønnefrøene er store. Spiretemperaturen for bønner skal være mindst 18 grader, og jeg sigter efter, at vejrudsigten melder varme, idet bønnefrøene da spirer hurtigt - de er gerne i gang i løbet af en uge. Sådybden er cirka 5 centimeter, og bønnerne kan efter en kort periode, hvor de får lov til at vokse lidt til, plantes ud i køkkenhaven.

Man kan også så bønnerne ude. Ved såning på voksestedet, må nattemperaturen ikke krybe under 7 grader. Ved udendørssåning spirer bønnerne i løbet af 2 til 3 uger.

Dyrk bønner et solrigt og veldrænet sted i læ. Gødskning er ikke særlig påkrævet, idet bønneplanten har kvælstofopsamlende bakterier, der sidder som små knolde på rødderne.

En sidste rigtig god ting ved bønner er, at de stort set ikke angribes af sygdomme. Bønner er simpelthen en fantastisk nem afgrøde, som også er en drøm at dyrke for nybegyndere i haven.

Kog dem godt
Voksbønne og grøn havebønne inklusiv den blå bønne (som bliver grøn, når den tilberedes) skal  gennemkoges og ikke serveres rå eller halvrå. Rå bønner indeholder lektiner, som er et naturligt giftstof, man kan blive syg af. Det samme gælder tørrede bønner. De skal udblødes i vand i 10 til 12 timer, hvorefter vandet kasseres, og bønnerne koges møre i friskt vand.

Skal bønnerne gemmes i fryseren, blancheres de. Sænk friske bønner ned i spilkogende vand i 2 til 3 minutter, køl dem derefter hurtigt af i koldt vand, lad dem dryppe af og frys de blancherede bønner ned i fryseposer.

Jeg høster en masse bønner i køkkenhaven. Men jeg lader også et par bælge af hver sort sidde. På den måde kan der høstes fuldmodne bælge i løbet af efteråret. Bælgene tørres, og frøene anvendes til næste års såsæd.



                 Et par yndlingssorter: Blå stangbønne `Blauhilde´, grøn stangbønne `Neckarkönigin´og 
                 gul voksbønne `Neckargold´.  


Tip 
Går vi bagud i tiden, blev bønner dyrket så langt tilbage som i bronzealderen. Er man bidt af gamle vækster, kan man finde historisk kim i form af interessante gamle bønnesorter. De gamle sorter er gode at tage frø af. På den måde kan havebønnerne fra frø til plante bunde i selvforsyning.


TEKST OG FOTO: BIRGITTE HASHOLT 

Tekst og billeder er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.


Skriv din besked nedenfor

Leveret af Blogger.