Poetisk pinselilje fyldt med yndighed

Min yndlingsnarcis er tudsegammel, den er vidunderligt duftende, man siger, at den dufter af salt og peber. Narcissus poeticus var. recurvus kaldes ofte den ægte gammeldags pinselilje, og det er en narcis, der går lige i hjertet. De kalkhvide kronblade er mindre end kronbladene på moderne pinseliljer, og de bøjer graciøst bagover, hvilket fremhæver den gule bikrone i midten, som er afrundet med en markeret orangerød kant. Når man ser på netop denne pinselilje, forstår man, hvorfor den i England kaldes `Pheasant´s eye´.

Nye narcisser lægges i september eller oktober. Hvor pinseliljen trives, vil den formere sig rimeligt. Hvert femte år kan man grave pinseliljeløgene op, dele dem og plante løgene igen.

Narcisser ynder at gro i næringsrig jord helst, hvor der er lidt fugtigt. Ellers er narcisser ikke krævende, tværtimod er de meget nøjsomme og nemme. Finder man steder, hvor der er eller har været en gammel have, vil narcisserne dukke op lige så fint, som da de blev sat i tidernes morgen. Er det i en glemt have, står de ofte urørte hen i det høje græs.

I morgen er der fødselsdag her i huset. Min ældste datter fylder seksten, og jeg skal plukke ind fra haven til bordet – blandt andet den dejlige pinselilje, som holder så fint, når den sættes i vand i en vase.

God pinse. Jeg håber, at solen vil danse.

Tekst og foto: Birgitte Hasholt.

Tekst og billeder er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.