Den skønne skovsyre Oxalis acetosella er vågnet. Planten hører
til den righoldige slægt surkløver og er en 5 til 10 centimeter høj staude,
der breder sig i skovbunden på næringsfattig jord som et limegrønt tæppe. I
april til maj blomstrer skovsyren med yndige hvide blomster med violette årer netop
på det tidspunkt, hvor anemonerne så småt er ved at takke af.
Det er en pudsighed ved skovsyren, at
det smukke flor, som rejser sig over bladmassen, efter afblomstring sætter frøstande
i form af små lysegrønne kapsler, der ved modenhed nærmest eksploderer og
kaster frøene ud. Og ud over de meget synlige frøsættende blomster har
skovsyren små kleistogame blomster, som er lukkede uanseelige selvbestøvende
blomster, der også sætter frø. Planten spreder sig på den måde både ved
frøspredning og ved krybende jordstængler.
På græsk betyder oxys `skarp´, og skovsyrens smag er syrlig, delikat og raffineret. Plantens kønne hjerteformede
kløverlignende blade er lækrest fra forår til først på sommeren, men findes i
skovbunden stort set hele året. Stilk og blomst er også spiselig og har samme
syrlige citrusagtige smag som bladene.
Skovsyre Oxalis acetosella er blevet anvendt som køkkenurt langt tilbage i tiden. I gamle dage kaldte man planten surkløver på grund af den syrlige smag eller kukkermandsurt, fordi skovsyre blomstrer, når gøgen kukker. Skovsyre er rig på C-vitamin, og som lægeurt er den blandt andet blevet brugt mod mundbetændelse.
Skovsyre er et hit at bringe ind i det moderne nordiske køkken, hvor spændende smagfulde urter plukkes i naturen og bruges i dagens menu. I køkkenet er skovsyre god til fiskeretter og sandwich, eller man kan drysse lidt skovsyre i salaten. Man kan hakke skovsyre fint og bruge den i dressing eller mayonnaise. Skovsyre er også meget pyntelig på desserter og kager. Planten indeholder oxalsyre ligesom spinat og rabarber, og det anbefales, at man ikke indtager skovsyre i overdrevne mængder.

Forårspesto med skvalderkål og skovsyre
1 liter unge skvalderkålblade -
cirka 1 liter løse blade.
1 håndfuld skovsyreblade med stilk
2 fed hvidløg
70 g pinjekerner
100 g parmesanost
1 dl god olivenolie
½ tsk fint havsalt
Evt. lidt friskpresset citronsaft
Rist pinjekernerne på en tør pande og
lad dem køle helt af. Skyl skvalderkål og skovsyre grundigt, dryp bladene af og
dup dem tørre. Blend alle ingredienser undtagen citronsaft til en jævn masse. Juster
smagen ved at røre lidt friskpresset citronsaft i pestoen til sidst. Brug
pestoen til pasta, som dip eller til godt brød.
Tip
I en gammel havebog anbefales skovsyre til skyggefulde steder i haven i muldet jord, til stenhøje eller til `Wild Gardens´. I en vild eller semivild have kan man invitere naturen indenfor. Der er plads til fugleliv, insekter og sommerfugle, og havens vækster plantes på en plads, hvor de trives. Sidstnævnte letter havearbejdet betydeligt og fører til romantisk fyldighed, fordi man arbejder med naturen i stedet for imod den.
Kløver i det kultiverede hjørne
Til sidst en smuk dyrket kløver. Jeg har købt den, plantet den i en skøn krukke for et par uger siden og fotograferet den her til morgen. Jeg synes, planten er så fin!
Jeg har ikke tænkt mig at spise den fine kløver, men jeg har smagt på den, og den er lidt syrlig. Desværre mangler der et skilt. Hvad denne gule, let rosa kløver hedder står altså hen i det uvisse - med mindre du ved det?

Jeg er vild med smukke krukker. Denne er fra Havegalleriet og er en del af Bergs Potters meget lækre
krukke-sortiment.
Tekst og foto: Birgitte Hasholt
Tekst og billeder er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.