De fleste urtepotter er tømt for i år og står og venter på forår, men enkelte er flyttet 
       indenfor - fyldt med julens skønneste blomster.


Juletazet Narcissus papyraceus dyrkede jeg de første år, vi holdt jul i skovløberhuset. Jeg husker det magiske ved pludselig at have mit eget og dermed mulighed for frembringelse af egne traditioner; blandt andet med blomsterløg drevet frem og sat ind for at pynte til jul.

Senere gled traditionen, jeg havde tænkt mig at grundfæste, ud. Mange fine løgplanter er til salg i byen i december, og med et tætpakket program kunne jeg i stedet for at arbejde med selv at drive løgplanterne frem bare købe.

Og dog. I år kom juletazetten mig i hu, fordi moden med enkel hvid papirjulepynt mindede mig om tazettens yndige blomster. Og jeg satte mig for at genoptage drivningens ældgamle kunst.

Ude og inde
Som navnet siger, er juletazetten en rigtig højtidsvækst. Den enkelte blomst ligner en lille papiragtigkrone, og hver stængel er prydet med flere blomster, som dufter kraftigt og dejligt.

Narcissus tazetta finder man i Sydeuropa og Asien, hvor den blandt andet blomstrer i vingårde og står i skoven. Planten bliver omkring 35 centimeter høj, bladene er friskgrønne og smalle, blomsterne sidder i smukke skærme på stænglen. Hvor planten forekommer naturligt, springer den ud i maj.

Tazetter ynder kalkholdig jord og foretrækker, at voksestedet er lidt fugtigt. Nogle sorter af Narcissus tazetta er haveformer, de kan dyrkes udenfor. Det gælder blandt andet den kendte og meget smukke fyldte sort `Cheerfulness´, som plantes i bedene eller frostsikre potter om efteråret og blomstrer, når foråret banker på døren.

Driv løgene frem
Juletazetten Narcissus papyraceus tåler derimod ikke den mindste kulde – altså frost, og man kan ikke dyrke den i haven. Den ægte juletazet er til drivning til jul, hvilket til gengæld er nemt.

Juletazet-blomsterløgene købes om efteråret, og de plantes i pottemuld i urtepotter eller i en smuk krukke sidst i oktober. Placer løgene tæt og sæt dem øverligt, men trods alt i god kontakt med jorden, så de ikke presser sig op ved røddernes kraft, når planten begynder at gro.

Juletazetterne indleder livet lyst og køligt. I år var det enkelt at drive juletazetterne frem i drivhuset, fordi frosten lod vente på sig. Men jeg holdt godt øje - den mindste frost bag drivhusglasset kunne ødelægge projektet. Altså ved fare for frost skulle juletazetterne bringes til lunere sted. Man kan også drive tazetterne frem i et køligt værelse.

Juletazetterne vandes jævnligt – husk ikke at pøse vand på selve blomsterløget, så mugner det i stedet for at forblive sundt og smukt.

Sidst i november og i løbet af december flytter juletazetterne ind i varmen, og der går ikke mange dage, før knopperne brister og udsender en helt vidunderlig duft.



         Den papirhvide juletazet Narcis papyraceus `Ziva´, hyacinter og brændende bivokslys er duftende 
         naturlighed i december.

Tip
Forlæng blomstringen ved at dyrke flere potter med juletazetter. Alle potter plantes til med løg på samme tidspunkt sidst i oktober, men planterne flyttes ind i varmen forskudt. Her i skovløberhuset står de ventende potter med juletazetter i værkstedet, hvor der er koldt, men frostfrit. Det forlænger også blomstringen at flytte fuldt udsprungne juletazetter fra stuevarmen til et køligere sted om natten. Metoden til drivning af tazetter kan også bruges til hyacinter.


Æbleskiver med æblefyld
Cirka 70 styk.

En af de allersidste dage op til jul er det fast tradition, at vi samles med gode naboer, og der serveres altid saftige æbleskiver og varm gløgg til ganen. Måtte du også have mulighed for og lyst til en lille førjul-hyggestund, er de hjemmelavede æbleskiver med æblefyld fantastiske. 



100 g smør
2 dl letmælk
50 g gær
4 æg.
2 spsk sukker
4 dl kærnemælk
500 g mel
2 tsk stødt kardemomme
Revet skal af 1 vasket øko-citron

Fyld: Små aromatiske æblestykker.

Smør til æbleskivepanden

Smelt smørret og tilsæt letmælk. Rør gær ud i den lune blanding og pisk æggene i sammen med sukker. Bland de resterende tørre dele og tilsæt dem. Pisk til sidst kærnemælk og revet citronskal i dejen og lad den hæve i en time. Bag æbleskiverne på en varm æbleskivepande med smør, til de er gyldne og gennembagte. Man fylder hullet i æbleskivepanden næsten helt op med dej, lægger et lille tyndtskåret æblestykke ned i dejen i midten af hver æbleskive, hvorefter æbleskiverne vendes med en gaffel og bages færdig. Server med et drys flormelis. 

Vintersolhverv - vi går mod lysere tider, og jeg sender dig de bedste ønsker om en glædelig jul!
Kh Birgitte



TEKST OG FOTO: BIRGITTE HASHOLT * INSTAGRAM: birgitte_hasholt


Indlægget er baseret på min ugentlige klumme i BASE/Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis. Her online på opfordring.

Tekst og billeder er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.



Leveret af Blogger.