I går tog vi en lørdagstur til Egeskov Slot, hvor der er julemarked denne weekend. Egeskov ligger et stenkast fra, hvor jeg bor, så vi ventede til ud på eftermiddagen for at få en fuld oplevelse af lyset i mørket. Slottet er nemlig spækket med lys og gnistrende bålfade, og det er virkelig stemningsfuldt og smukt. Dele af slotsområdet plus væksthusene er et sandt slaraffenland. Der handles på livet løs med pynt, varmt håndstrikket uld, væverier og meget andet plus alt det spiselig og drikkelige, hjertet kan begære.
En pudsig ting, som siger lidt om, hvor vi vejrmæssigt er henne her i november, er, at der på julemarkedet også handles blomsterløg, som man kan gå hjem og plante i havens stadig lune jord. Jeg var ikke over blomsterløgene, for jeg har sat en god portion den seneste tid og fortsætter et par timer i dag, idet der ligger en lille bunke tilbage i garagen. Til bede og til krukker og til mere ukultiverede hjørner, hvor der gerne må dukke forårsblomster op helt "tilfældigt".
Mine krukker, som er fyldt med tulipaner og perlehyacinter, står i drivhuset vinteren over, og jeg glæder mig. Når de sprøde grønne friske løgspirer dukker op til foråret, er det på det tidspunkt, hvor vinteren har trukket tænder ud, så det næsten ikke er til at holde ud længere.
Et andet gøremål, der også er på programmet i dag, er at bruge æbler. De står i værkstedet - mørkt og køligt, og der er mange. Jeg har lige rundet mine opskrifter for at se, hvilken æbleopskrift, der kunne passe til sådan en dunkel søndag eftermiddag med støvregn, hvor jeg også gerne vil nå lidt i haven, inden det bliver mørkt. Jeg tænker, at en nem og hurtig æblekage med krydderier må være på sin plads.
Krydret æblekage
7 syrlige, aromatiske æbler skrællet
og skåret i stykker
3 æg
375 g lyst rørsukker
175 g smør
2 spsk hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk stødt kanel
1 lille tsk helt fintrevet muskatnød
2 tsk vaniljesukker
1 knsp fint havsalt
100 g finthakkede mandler
4 dl rasp
Pynt: Flormelis.
Smelt smørret. Pisk æg og sukker til
en æggesnaps og pisk derefter det smeltede smør i. Bland hvedemel med
bagepulver, kanel, muskatnød og vaniljesukker og salt. Bland finthakkede
mandler og rasp og vend alle tørre dele i æggesnapsen. Vend til sidst
æblestykkerne i dejen og hæld den i en form, der er smurt med smør og drysset
med lidt rasp og sukker - jeg bruger to mindre sandkageforme. Bag kagen ved 175
grader i cirka 50 minutter. Kagen serveres med et drys flormelis og creme fraiche
til.
TEKST: BIRGITTE HASHOLT
FOTO AF BLOMSTERLØG: KIM AHM
FOTO AF INDKØB OG KAGE: BIRGITTE HASHOLT
FOTO AF INDKØB OG KAGE: BIRGITTE HASHOLT
Tekst og billeder er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.
uha... lækker æblekage, har du ikke glemt at invitere mig til kaffen :) ;)
SvarSlet- Hvad gør du ved dine krukker om vinteren som står i garagen - vander du dem ??
Tim du må i køkkenet! :-D Mine krukker med blomsterløg står i drivhuset - altså dem, der er så frostsikre, at de kan holde til frost. Jeg vander yderst sparsomt eller slet ikke. Det er lidt en fingerspidsfornemmelse. Når det bliver forår, og temperaturen i drivhuset stiger, skal der selvfølgelig vandes.
SletBedste hilsner Birgitte
Du må også godt invitere her næste gang der er lækker kage :)
SvarSletJeg er rigtig skidt til det med at vande krukker i løbet af vinteren. Jeg bliver altid nervøs for om det er for tørt og pludseligt har jeg fået vandet alt for meget og så rødner det. :(
Rene, jeg kunne vist have afsat meget kage i søndags ;-) Du har ret, man kan nemt være så flittig med vandkanden, at rodnettet sopper, og planten går til. Hele året er et godt dræn i krukkerne vigtigt, og om vinteren, når planterne er i dvale og fordampningen er minimal, skal der ikke meget væde til.
SletKh Birgitte