En have med et naturligt, romantisk, ikke alt for pussenusset look falder fint i tråd med den stil, jeg stræber efter. Cottage garden-stilen er det mest rammende begreb, og stilen passer godt til mit lille sted ude på landet. Man kan plante rankende roser, blande blomster, urter og grøntsager, sætte kål i bedene og sprede sommerblomster ud i køkkenhaven. En dejlig fri måde at tænke og dyrke have på, som ikke nødvendigvis fordrer besværlige skridt eller lang vej fra indskydelse til handling. Det hele strammes op af krukker og noget, der er klippet i facon, og på den måde er der alligevel en vis form for orden i det forhåbentlig smagfulde kaos.

Sidste år faldt jeg over en sommerblomst, som i den grad passer til det udtryk, jeg elsker. En smuk, smuk skabiose! Scabiosa atropurpurea har jeg dyrket i min have flere gange, men blandt de forskellige slags har jeg aldrig før haft så skøn en farve. Du skal lige se den. Sorten hedder `Salmon Queen´, den er vidunderlig pink.



Scabiosa atropurpurea - eller ENKEBLOMST er en særdeles taknemmelig enårig sommerblomst, som ikke kræver stort andet end godt med sol. 

Den nemme måde at få enkeblomst i haven på er ved at drysse frø ud i et forkultiveret bed i april - juni. Frøene arbejdes en smule ned i det øverste jordlag med en rive, derefter stampes bedet let til, så frøene får god kontakt med jorden. Til sidst skal der vandes. Nysåede frø må aldrig tørre ud; giv bedet et brus efter behov. 

Man kan forkultivere enkeblomst i marts og plante ud senere. Og selvom det er allermest enkelt at så enkeblomst på voksestedet, overvejer jeg at forkultivere en portion, så der er blomster ekstra tidligt i år. Både blomsterne og knopperne er betagende, og man kan plukke af planten til buketter. Ydermere er det en god biblomst, hvilket vinges af som endnu en scoring på plussiden.

Du finder frøene her:
Albinus frø 
Frøbutikken

Hønsene lægger æg igen efter en kort vinterpause, og det ansporer mig til at frembringe netop den kage, jeg lægger på bloggen i dag.  Kagen er i øvrigt lige så nostalgisk som enkeblomsten. Har du lyst til at forsøde januar med lidt ekstra godt, kommer opskriften her: 

MARIEBOLLER
10 styk










Mørdej
150 g hvedemel
75 g koldt smør
3 spsk sukker
1 knsp fint havsalt
3 spsk kold fløde

Bland hvedemel, sukker og salt og smuldr smørret deri. Saml dejen med fløde. Lad dejen hvile i kølekskabet og gå i gang med vandbakkelsesdejen.

Vandbakkelsesdej
160 g smør
4 dl vand
200 g hvedemel
5 friske, mellemstore, let sammenpiskede æg

Sæt ovnen til at varme ved 200 grader. Varm smør og vand op i en tykbundet gryde. Når smør og vand koger, drysses melet i gryden under konstant omrøring, og der røres med en grydeske i cirka 1/2 minut. Tag gryden af varmen og rør rundt, til dejen slipper. Lad dejen svale af.

Imens dejen til vandbakkelserne svaler af, rulles mørdejen tyndt ud, hvorefter den skæres ud i 10 firkanter.

Den svalede vandbakkelsesdej tilsættes nu de let sammenpiskede æg lidt ad gangen. Æggene skal røres godt ind i dejen; røremaskine med dejkrog er en god hjælp. Tilsæt ikke mere æg, end dejen stadig kan holde formen.

Afsæt 10 toppe af dejen (brug to skeer) på en bageplade og læg et firkantet stykke mørdej ovenpå hver vandbakkelsestop, mørdejshjørnerne foldes lidt ned omkring.

Bag kagerne ved 200 grader i cirka 30 minutter. Ovnlågen må ikke åbnes, før der er gået 20 minutter. Er man for hurtigt ude med at åbne ovnlågen, kan kagerne falde sammen.

Tag kagerne ud af ovnen, når de er gyldne og kan holde formen. Tjek eventuelt om de er klar ved at tage en ud af ovnen og se, om den kan holde formen i 10 sekunder.

Når alle kagerne er ude af ovnen, klippes et lille hul i siden af hver af de varme kager, så bliver de ikke bløde. 

De kolde kager fyldes med kagecreme og flødeskum og pyntes med et drys flormelis og lidt ribsgelé - smagen er selvsagt forrygende!

Kagecreme
2 æg
3 spsk sukker
1 spsk maizenamel
2 1/2 dl letmælk
Korn af 1 vaniljestang

Pisk æg, sukker, maizena og vanilje sammen i en tykbundet gryde. Tilsæt mælk og varm op under konstant omrøring, til cremen tykner. Lad cremen koge et øjeblik, mens der stadig piskes. Tag gryden af blusset og rør rundt i cremen, til den er gået af kog. Lad cremen køle af, den er bedst køleskabskold. 


HUSK, du kan følge bloggen via bloglovin´. Du kan også tilmelde din email-adresse, bloggen kan nemt og til hver en tid afmeldes igen, når du modtager et nyt indlæg.


TEKST SAMT FOTO AF ENKEBLOMST OG KAGE: BIRGITTE HASHOLT
FOTO AF ÆG FRA MIT HØNSEHUS: KIM AHM

Dele af indlægget er fra min ugentlige klumme i BASE/Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis. Her online på opfordring.


Tekst og billeder er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.




12 Kommentarer

  1. Jeg forspirede også mine sidste år. Kan bedst lide den metode - specielt, når man har fritgående høns - men så er der også styr på dem, og jeg sår dem i de mange priklebakker, jeg får fra Holland; ét frø i hvert rum - det passer lige.

    Vores høns lægger ikke æg endnu. De gider i det hele taget ikke lave ret meget pt. ;-)

    Kh. Marlene

    SvarSlet
    Svar
    1. Marlene, du har ret. Man har mere styr på planterne, når man forspirer, og skraber hønsene i et bed med nye spirer, vælter alle planer om frodighed i hvert fald der. Selvom lyset er af størst betydning for, om hønsene lægger æg, må det milde vejr spille ind i år. I fimbulvinteren sidste år, var der ingen æg i januar.

      Kh Birgitte

      Slet
    2. Ja, vi er på mange måder heldige med den milde vinter :-)

      Slet
    3. Elsker ellers sne, men ja - det er bare meget, meget nemmere med mild vinter :-)

      Slet
  2. en virkelig spændende opskrift, den må jeg lige få mine tøser (konen og 2 døtre) til at kigge nærmere på ....

    SvarSlet
    Svar
    1. Tim, det lyder godt! :-) Jeg har for øvrigt bestræbt mig på en meget pædagogisk vejledning, så jeg tænker, at selvom du ikke måtte være fuldt velbevandret ud i kagebagningens kunst, kunne du måske bage til pigerne... ;-)

      Slet
    2. Så sandt så sandt - Henriette (Tims kone)

      Slet
    3. Ha, ha - hvor er det godt, at du lige er med på sidelinjen Henriette! Jeg håber, I får smagt den kage en dag. Fortsat god weekend til dig og din ægtemand ;-)

      Slet
  3. Åh ja så skøn den er i farven Birgitte....kan godt forstå du er forelsket - kan kun begræde at det er en sommerblomst :0)

    Knus Dorthe

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Dorthe, det samme har jeg tænkt: Var det blot en staude. Omvendt blomstrer den rigtig længe - så god, det er den alligevel :-)

      Kh Birgitte

      Slet
  4. Vi ses nok imorgen aften i Aabenraa ;)

    SvarSlet
  5. Hej Tim, det lyder godt! :-) Jeg ser rigtig meget frem til at besøge Aabenraa Havekreds!

    SvarSlet

Leveret af Blogger.