En have med et naturligt, romantisk, ikke alt for pussenusset look falder fint i tråd med den stil, jeg stræber efter. Cottage garden-stilen er det mest rammende begreb, og stilen passer godt til mit lille sted ude på landet. Man kan plante rankende roser, blande blomster, urter og grøntsager, sætte kål i bedene og sprede sommerblomster ud i køkkenhaven. En dejlig fri måde at tænke og dyrke have på, som ikke nødvendigvis fordrer besværlige skridt eller lang vej fra indskydelse til handling. Det hele strammes op af krukker og noget, der er klippet i facon, og på den måde er der alligevel en vis form for orden i det forhåbentlig smagfulde kaos.

Sidste år faldt jeg over en sommerblomst, som i den grad passer til det udtryk, jeg elsker. En smuk, smuk skabiose! Scabiosa atropurpurea har jeg dyrket i min have flere gange, men blandt de forskellige slags har jeg aldrig før haft så skøn en farve. Du skal lige se den. Sorten hedder `Salmon Queen´, den er vidunderlig pink.



Scabiosa atropurpurea - eller ENKEBLOMST er en særdeles taknemmelig enårig sommerblomst, som ikke kræver stort andet end godt med sol. 

Den nemme måde at få enkeblomst i haven på er ved at drysse frø ud i et forkultiveret bed i april - juni. Frøene arbejdes en smule ned i det øverste jordlag med en rive, derefter stampes bedet let til, så frøene får god kontakt med jorden. Til sidst skal der vandes. Nysåede frø må aldrig tørre ud; giv bedet et brus efter behov. 

Man kan forkultivere enkeblomst i marts og plante ud senere. Og selvom det er allermest enkelt at så enkeblomst på voksestedet, overvejer jeg at forkultivere en portion, så der er blomster ekstra tidligt i år. Både blomsterne og knopperne er betagende, og man kan plukke af planten til buketter. Ydermere er det en god biblomst, hvilket vinges af som endnu en scoring på plussiden.

Du finder frøene her:
Albinus frø 
Frøbutikken

Hønsene lægger æg igen efter en kort vinterpause, og det ansporer mig til at frembringe netop den kage, jeg lægger på bloggen i dag.  Kagen er i øvrigt lige så nostalgisk som enkeblomsten. Har du lyst til at forsøde januar med lidt ekstra godt, kommer opskriften her: 

MARIEBOLLER
10 styk










Mørdej
150 g hvedemel
75 g koldt smør
3 spsk sukker
1 knsp fint havsalt
3 spsk kold fløde

Bland hvedemel, sukker og salt og smuldr smørret deri. Saml dejen med fløde. Lad dejen hvile i kølekskabet og gå i gang med vandbakkelsesdejen.

Vandbakkelsesdej
160 g smør
4 dl vand
200 g hvedemel
5 friske, mellemstore, let sammenpiskede æg

Sæt ovnen til at varme ved 200 grader. Varm smør og vand op i en tykbundet gryde. Når smør og vand koger, drysses melet i gryden under konstant omrøring, og der røres med en grydeske i cirka 1/2 minut. Tag gryden af varmen og rør rundt, til dejen slipper. Lad dejen svale af.

Imens dejen til vandbakkelserne svaler af, rulles mørdejen tyndt ud, hvorefter den skæres ud i 10 firkanter.

Den svalede vandbakkelsesdej tilsættes nu de let sammenpiskede æg lidt ad gangen. Æggene skal røres godt ind i dejen; røremaskine med dejkrog er en god hjælp. Tilsæt ikke mere æg, end dejen stadig kan holde formen.

Afsæt 10 toppe af dejen (brug to skeer) på en bageplade og læg et firkantet stykke mørdej ovenpå hver vandbakkelsestop, mørdejshjørnerne foldes lidt ned omkring.

Bag kagerne ved 200 grader i cirka 30 minutter. Ovnlågen må ikke åbnes, før der er gået 20 minutter. Er man for hurtigt ude med at åbne ovnlågen, kan kagerne falde sammen.

Tag kagerne ud af ovnen, når de er gyldne og kan holde formen. Tjek eventuelt om de er klar ved at tage en ud af ovnen og se, om den kan holde formen i 10 sekunder.

Når alle kagerne er ude af ovnen, klippes et lille hul i siden af hver af de varme kager, så bliver de ikke bløde. 

De kolde kager fyldes med kagecreme og flødeskum og pyntes med et drys flormelis og lidt ribsgelé - smagen er selvsagt forrygende!

Kagecreme
2 æg
3 spsk sukker
1 spsk maizenamel
2 1/2 dl letmælk
Korn af 1 vaniljestang

Pisk æg, sukker, maizena og vanilje sammen i en tykbundet gryde. Tilsæt mælk og varm op under konstant omrøring, til cremen tykner. Lad cremen koge et øjeblik, mens der stadig piskes. Tag gryden af blusset og rør rundt i cremen, til den er gået af kog. Lad cremen køle af, den er bedst køleskabskold. 


HUSK, du kan følge bloggen via bloglovin´. Du kan også tilmelde din email-adresse, bloggen kan nemt og til hver en tid afmeldes igen, når du modtager et nyt indlæg.


TEKST SAMT FOTO AF ENKEBLOMST OG KAGE: BIRGITTE HASHOLT
FOTO AF ÆG FRA MIT HØNSEHUS: KIM AHM

Dele af indlægget er fra min ugentlige klumme i BASE/Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis. Her online på opfordring.


Tekst og billeder er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.




Først og fremmest rigtig godt nytår til dig! I dag vil jeg indlede med spørgsmålet: Hvad skal vi dyrke i haven i år? For mig er der ingen tvivl - et vildt varieret udvalg af sorter og gerne nogle gamle, særlige slags. 

Før jul landede nogle af frøfirmaernes 2014-nyheder i min mailboks. Det milde vejr var med dem, og det var utrolig spændende at gå ombord i plantebeskrivelserne. Selvdisciplinen skal poleres, hvis jeg skal holde mit nytårsforsæt om at slanke bestillingerne, ellers ender jeg uden tvivl med det sædvanlige Kilimanjaro-lignende bjerg af nye frøposer!

Planerne om, hvad der mere præcist skal fyldes i bedene, plejer at tage form i januar. I år vender jeg blandt andet tilbage til noget, der var en strålende raket på trods af, at jeg havde forventet en fuser. Jeg har nemlig nogle ret fantastiske knoldsellerier i køkkenhaven. 








Når forventningen til knoldsellerien ikke var tårnhøj, skyldes det, at den kom lidt sent i gang i min have. Men det lune efterår gav tid nok. Vi er endt med et godt afkast og har stor glæde af knoldsellerierne som vintergrøntsag. 

Knoldsellerierne blev egentlig høstet for et stykke tid siden, idet afgrøden skal reddes ind før frost. Men et par stykker har puttet sig, og de står stadig fint og flot, fordi kviksølvsøjlen på termometeret stort set ikke har sneget sig under nul. Når vi trækker disse knoldsellerier op af jorden og bringer dem til middagsbordet, er de intet mindre end perfekte.

En gammel sag
Brugen af knoldselleri kan føres langt tilbage i historien. Omkring begyndelsen af vores tidsregning krydrede romerne deres retter med både selleriblade og selleriknold. Brugen af selleri som køkkenurt menes at have bredt sig i Mellemeuropa i det 17. århundrede, og herhjemme var knoldselleri almindelig i bondehaven i gamle dage. I 1940´erne var forbruget af knoldselleri stigende, og den næringsrige grøntsag blev betegnet som en meget vigtig køkkenurt. I dag er knoldselleri en moderne, anvendelig rodfrugt - rig på æteriske olier, der giver maden en intens smag.

Knoldselleri - sådan
Så knoldselleri i så- og priklejord i februar eller senest i begyndelsen af marts. Frøene skal kun lige dækkes, og de skal stå lyst i vindueskarmen. Knoldselleri er ret langsomtspirende; regn med 3 til 4 uger ved en spirestemperatur på 18 grader.

Når de små knoldselleriplanter er vokset til en håndterbar størrelse, prikles de ud i individuelle potter, hvorefter de vokser yderligere til. I slutningen af maj hærdes planterne gradvist ved at komme udendørs nogle timer om dagen et beskyttet sted i skygge. Planterne tages ind om natten. Når knoldselleriplanterne efter 5 til 6 dage er hærdet, plantes de ud i køkkenhaven med en afstand på 40 centimeter. Det er vigtigt at plante knoldsellerier i samme dybde, som de stod i potten, de må endelig ikke begraves, så danner de ikke knold.

De bedste betingelser
Vild selleri Apium graveolens er oprindelig en strandengsplante, der vokser, hvor der er næringsrigt og fugtigt. Havens kultiverede selleriplanter skal også stå i velgødet jord. Min køkkenhave gødes tidligt om foråret med heste-, gede-, hønsemøg og kompost. Staldgødningens næringsstoffer frigives langsomt, og planterne har noget at leve af hele sæsonen. 

Knoldselleri skal også holdes godt forsynet med vand. Lave temperaturer før og efter udplantning kan føre til, at knoldselleri løber i stok. Den optimale dyrkningstemperatur er 10 til 21 grader. Knoldselleri høstes om efteråret. Den kan tåle en snert frost, men skal ellers op inden vinter. De høstede knoldsellerier kan opbevares ind til foråret, hvis de lægges i fugtigt sand og står køligt, men frostfrit. Selleriplanten er toårig - overvintrer den, springer den ud med skærmblomster andet år.


Har du fået lyst til at dyrke knoldselleri, kan du finde frøene her:

Fuglebjerggård
Frøbutikken


Ovnristet knoldselleri
Ovnristet knoldselleri kan spises til kød, men er også fremragende til fisk, som vi gerne må spise mere af i det nye år. Eller man kan servere ristet knoldselleri med dip - for eksempel aioli.




Til 2 - 3 personer

2 knoldsellerier
God olivenolie
Groft havsalt
Friskkværnet peber

Skær top og bunden med rødder af knoldsellerierne og vask dem i koldt vand. Skræl knoldsellerierne med en grøntsagsskræller og skær sellerierne i grove stykker. Læg stykkerne i en stor skål og hæld en god sjat olivenolie over, krydr med havsalt og peber og vend knoldselleristykkerne rundt med hænderne. Læg knoldselleristykkerne i bradepande beklædt med bagepapir og bag dem ved 200 grader i cirka 45 minutter. 










DU KAN OGSÅ bage knoldselleri sammen med andre rodfrugter (pastinak, rødebede, kartofler og rødløg) - stadig med et skvæt god olivenolie og krydret med havsalt og peber og sidst, men ikke mindst revet citronskal. ELLER du kan koge istandgjort knoldselleri skåret i mindre stykker. Mos de møre selleristykker til en grov mos og rør med lidt smør, havsalt og friskkværnet peber. Kogt knoldselleri kan også blendes til puré. Både mos og knoldselleripuré er sundt og godt tilbehør til fiske- og kødretter. Knoldselleriens grønne top kan bruges som grønt drys eller smagsgiver i suppe.


HUSK, at du kan tilmelde din email-adresse, hvis du vil have besked om nye indlæg. Bloggen kan nemt og til hver en tid afmeldes igen, når du modtager et nyt indlæg.




TEKST OG FOTO: BIRGITTE HASHOLT
Dele af indlægget er fra min ugentlige klumme i BASE/Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis. Her online på opfordring.

Tekst og billeder er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.



Leveret af Blogger.