Kan en ged kysse sine kid?


                                  VILD BLOMME drysser som sne.

Der er meget i gære for tiden. Alt muligt sker på samme tid, og den pludselige omskiftelighed fra vinterens stilstand til forårets eufori og travlhed er utrolig. Men vi kridter gummistøvlerne og følger nogenlunde med. Jeg håber også, at du har mod til at hænge på og læse dagens historie. Omend med en lille indskudt advarsel, for det ender ikke altid lykkeligt ude på landet.

Udenfor mine vinduer ser jeg på have, skov og marker. Der er ingen huse andet end vores egne udbygninger, ingen naboplankeværker, skelsættende hække eller biler, der kører forbi. Skulle vi høre et køretøj i det fjerne, er det næsten en lettelse, fordi her er så stille. Nogen gange brydes tystheden af underlige lyde. Sådan var det i går efter mørkets frembrud, da jeg skulle på aftenrunde ved dyrene og stod på gårdspladsen. Ikke en vind rørte sig, men luften var lun, og i det store træ, som markerer, at skoven indledes, begyndte uglen at tude. Underligt nok er det ind imellem sådan, at bryder én tavsheden i natten, følger andre efter, og pludselig er det som at stå i en larmende urskov.




                     Et par skridt udenfor stalddøren og den lune halm ligger verden.

På markerne er der i sagens natur ikke særlig urskovsagtigt. Der er græs, som den lille besætning af gammel dansk landracegeder nyder godt af. Lige nu har vi gedekid. De er kommet til verden en smule senere end planlægningen sædvanligvis byder, men det er godt, når vi tager den tænderklaprende kulde, vi har haft, i betragtning. To fine kid hopper omkring. De er søde, silkebløde og kan ligne fjedre, fordi de er sprængfyldt med energi. Deres mor ser på dem med blide øjne. Hun viser dem også tilrette, hvis de kommer for godt i gang, og skulle man være i tvivl, så kan geder godt kysse deres kid...




                     
Knap så idyllisk ser det ud på den anden mark. Her går en ged rundt i flokken uden samme glæde. Hun mistede sit kid, før det nåede at komme på benene. Usædvanligt - og det blev ikke til mere end ét. Sidst på dagen skal min beklemte ged med mig. Det vil hun gerne, for yveret er fuldstændig spændt, og hun skal malkes. Hun står sindigt og stille - samarbejder, og selvfølgelig klapper jeg hende. Men når jeg læner mig ind mod flanken for at tage hendes mælk, kalder hun på sit kid. 

Jeg har dagligt halvanden liter friskmalket gedemælk i køleskabet allerede. Det plejer ellers først at være, når de små ikke længere drikker så meget. Mælken bliver hældt i glasset, som den er, den bliver brugt til at bage med eller til ost. 

Gammel dansk landrace stammer fra de første geder i Danmark. Man havde den som malke- og slagtedyr i oldtiden, og den gik på gårdene i gamle dage.



TEKST OG FOTO: BIRGITTE HASHOLT

Tekst og billeder er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.

Kommentarer